Vi vil gerne høre hvad du har på hjertet!

Vi vil gerne høre hvad du har på hjertet!

I Danmark kan vi gå til rigtigt mange foredrag. Det er dog en forholdsvis lille, udvalgt skare, som kommer til orde som foredragsholdere, og oftest er de bosat på Sjælland. Kan det virkelig passe, at folk på Sjælland har mere på hjerte og mere ekspertise end resten af Danmark?

Det levende ord
Oplysningsforbundet LOF går nu i spidsen for en særlig indsats, der hylder det levende ord og den fordomsfrie debat i Jylland. Det gør vi, fordi vi ved, at det på mange måder er en berigende oplevelse at lytte til og indgå i dialog med engagerede og vidende mennesker. Det er god folkeoplysning. Derfor inviterer vi til Jysk Mesterskab (JM) i foredrag. 

Konkurrencen skal fremme kompetencer og performance hos foredragsholdere og samtidig sætte fokus på debatforedrag som genre. Vi ønsker også at give plads til mange flere forskellige emner som modvægt til de få, store ”kendis-personligheder," som ofte præger foredrags scenen.


Sådan deltager du i JM i foredrag:
Du bestemmer selvfølgelig helt selv dit emne. Vi vil dog meget gerne se nogle personer og emner der kan:

  • give en performance og fremføre et emne, som kan invitere til en god debat
  • fremme at flygtninge og indvandrere får deres stemme hørt og deres fortælling fortalt
  • give personer med handicap lyst til at indtage scenen og gribe fat i måske tabubelagte emner
  • fremme debatskabende foredrag med unge
  • styrke seniorer til at indtage scenen

Du deltager i audition ved at indsende en video på max 3 min. Har du noget på hjerte og ekspertise inden for dit felt, så glæder vi os til at se dit indslag!

Videoen behøver blot at indeholde kort om dig selv, dit foredrags emne og en lille speak fra det foredrag du påtænker.

Klik på Indsend din video her, udfyld formularen og upload din video. Så er du med i konkurrencen!

Deadline for indsendelse er 28. oktober 2019

Semifinale og finale
LOF udvælger kandidater til semifinalerne. I vil modtage besked inden den 11. november. Alle semifinalisterne får tilbudt en gratis workshop i kropssprog, storytelling, præsentationsteknik samt debatformer. På workshoppen vil vi også arbejde med evnen til at bringe det levende ord i spil, og med hvordan du som foredragsholder kan involvere dit publikum. 

Vi holder workshops lørdag den 23. november i Kolding.

To semifinaler afholdes i Kolding den 3. december og Viborg den 4. december. Vinderen af hver semifinale går videre til finalen. Finalister, der skal kæmpe videre om den ærefulde titel som Jysk Mester i foredrag og debat, mødes ved finalen i Kolding den 16. januar 2020. 

Vinderen kåres af publikum og en jury.

Vinderen vil få overrakt en statuette og en gavecheck samt få tilbudt at holde mindst to foredrag i Jylland igennem LOF.